Wrap top with lace elastic

Rachel mønster-hack: Top med blondeelastik

Historien bag denne slå-om top starter for mere end 14 år siden. Den 25. januar 2002, for at være helt præcis.

Jeg var forholdsvis nyskilt, det var fredag og min mor havde bedt om lov til at låne min 3 årige søn. Så lige pludselig havde jeg ingen planer. Jeg ringede til en veninde, som inviterede mig til at komme med hende hen til en anden veninde, hvor hendes storebror og en af hans venner, Dennis, også ville komme forbi. Jeg havde akkurat lige købt en top med slå-om effekt med blondeelastik i halsudskæringen, som jeg mente klædte mig ret godt. Så den tog jeg på. Det kunne jo ikke skade at se godt ud…

I dag har jeg været gift med Dennis i 11 år. Jeg kan ikke længere passe toppen (i str. 34) fra 2002. Men jeg kan da lave en kopi!

Den færdige kopi af 2002-toppen

Den færdige kopi af 2002-toppen

For at lave min kopi, tager jeg udgangspunkt i MariaDenmark 405 Rachel slå-om kjole. Jeg skal afkorte den til top-længde, lave den om til slå-om-effekt og ændre halsudskæringen så den kan bruges til detaljen med blondeelastik.

Afkortning af kjolemønstret til top

Det første der skal klares, er at afkorte mønstret, så det bliver til en top. Det er jo nemt-agtigt. Det svære er at finde ud af hvor toppen skal gå til for at den passer godt til din krop. For at finde den rigtige længde, kan du tage en top på og så prøve at hive op i oplægningskanten indtil du synes den rammer det rigtige sted for dig. Mål fra skulderen og ned til der hvor din top skal slutte, og overfør det mål til dit mønster – både til forstykket og bagstykket.  Jeg endte med at afkorte min top så den var 2,5 cm over hoftelinjen.

Ændring af mønstret til top med slå-om effekt

Så fortsætter jeg min designændring ved at lave forstykket om, så det ikke behøver bindebånd, men stadig er en top med slå-om-effekt. Det kan du se hvordan jeg gør HER. Men jeg gør ikke noget med mønsterdelen til halskanten, for den skal vi ikke bruge.

Design-ændring Rachel top

Første skridt er at afkorte mønstret til top-længde og derefter lave mønstret om til slå-om-effekt

Tegning af ny halsudskæring

Nu skal jeg ændre halsudskæringen. Jeg laver den 3 cm højere (men du kan også godt lægge mere til, hvis du gerne vil have en mindre dyb udskæring) ved at forlænge skuldrene og midt-for/midt-bag) med 3 cm og så forbinde dem med en ny kurve. Når jeg tegner den ny halsudskæring, prøver jeg at følge formen på den originale udskæring. Husk at overføre markeringen for midt-for. Og du skal selvfølgelig hæve udskæringen på både for- og bagstykket.

Rachel mønster hack

Læg 3 cm til halsudskæringen, så den kommer højere op

Sådan syr du din top med blondeelastik

Når du skal sy toppen, kan du følge syvejledningen til kjolen med slå-om-effekt. Men i stedet for at sy en halskant/ribkant på, skal vi bruge blonde-elastik.

Du kan få mange forskellige typer og farver af blondeelastik. Jeg kan godt lide dem med en lille musetak, men denne gang har jeg jeg brugt en type med mere blonde på. Fremgangsmåden er dog den samme uanset hvilken du vælger. Du skal bare være opmærksom på at du skal bruge en elastik (og ikke bare et stykke blonde). Tjek også at elastikken strækker godt og også samler sig godt igen. (Jeg havde noget liggende som var blevet gammelt, og som ikke rigtig trak sig sammen igen, når jeg havde hevet i det. Det smed jeg ud!) Du vil gerne have at elastikken har et fint stræk, sådan at den holder hasludskæringen tæt på din krop uden at den flaner.

Der er (mindst) to forskellige metoder du kan bruge når du skal have elastikken på uden at den kommer til at flane.

Den ene er at behandle elastikken på sammen måde som du ville behandle en ribkant (Se hvordan du gør det HER): Mål halsudskæringen, træk 15-20% fra og klip elastikken i den længde. Fordel så strækken jævnt og sy den på halsudskæringen.

Den anden metode, som jeg klart foretrækker fordi den er noget nemmere og hurtigere og giver et lige så godt resultat, går ud på at bruge dine fingre som guide når du syr elastikken på. Det er lidt svært at forklare, men her er en video,  der viser hvordan jeg gør.

 

Og i skridt-for-skridt fotos:

 

Sy elastik på halsudskæringen

Efter lige at have syet et par sting for at holde elastikken fast, tager du fat med tommel- og pegefinder lige ved kanten af symaskinen (eller overlockeren, i det her tilfælde) og så strækker du elastikken ca. en fingerbredde ud (det svarer til ca 20%). Bliv ved med at holde det samme stræk og lad dine fingre følge med elastikken hen til trykfoden mens du syr. Stop og gentag.

 

Når elastikken er på plads, folder du sømrummet om på vrangsiden og syr med en elastisk søm på retsiden. Jeg har brugt en tre-stings-zigzag.

Når elastikken er på plads, folder du sømrummet om på vrangsiden og syr med en elastisk søm på retsiden. Jeg har brugt en tre-stings-zigzag.

Når halskanten er syet, fortsætter du syningen som ved kjolen med slå-om-effekt.

Og det er sådan set det – du har nu en top med blondeelastik. (Og så kan jeg da lige fortælle at da jeg havde den på første gang, sagde Dennis “Det er sådan en du havde på da jeg mødte dig første gang”. Og han synes stadig den er pæn:-)

Ta-Da!

Ta-Da!

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *