En meget bedre metode til FBA

Blog-posten her er et uddrag af en artikel fra magasinet i Sysiden nr. 29.

Hvis du har en stor barm, kender du godt problematikken: Hvis du vælger størrelse til en top eller kjole efter din brystvidde, bliver den alt for stor over ryg og skuldre. Men hvis du går ned i størrelse, strækker stoffet over barmen, og blusen sidder alt for stramt.

De fleste metoder til at rette mønstret til, så det bliver større over barmen, uden at blive større andre steder, arbejder med et indsnit.

Men hvad hvis dit mønster er helt uden indsnit? Det er fx. tilfældet med de fleste jersey-mønstre og med oversize bluser i vævet stof.

Ja, så kan man bruge denne metode:

Sådan finder du ud af om du har brug for en stor-barm-tilretning

Lav en prøveopsyning (en hurtig opsyning uden finesser) og få syn for sagen. Hvis blusen strammer hen over barmen og der er vandrette linjer på tværs af barmen, er det som regel tegn på, at du skal gøre blusen større der.

Tommelfinger-regel: Hvis der er mere end 5-6 cm forskel på dit høje brystmål og din fulde brystmål, og det er en stramtsiddende top (som fx de fleste jersey-toppe er), så skal du tage en størrelse under den, der svarer til dit fulde brystmål, og lave en tilretning til stor barm!

Da vi tilrettede slå-om blusen fra Sysiden nr. 29 til vores smukke model, var det nødvendigt med en stor-barm-tilretning.

Sådan finder du ud af hvor meget skal du tilrette i din stor-barm-tilretning:

I vævede stoffer vil man ofte klippe op i prøveopsyningen for at se hvor meget stoffet spreder sig (det kan du fx se i Sysiden nr. 20).

I jersey og andet strik er det ikke helt så ligetil.
Du kan godt klippe op i din prøveopsyning, men det er svært at måle præcist, fordi stoffet skal strække sig. Så hvis du prøver den metode skal du ikke lægge helt så meget til, som stoffet åbner sig.

Som regel er det rigeligt at lægge 1 – 2 cm til i tilretningen.
Den metode, som jeg viser dig her, kan du bruge til at lægge op til 2,5 cm til på mønstret. Det svarer til 5 cm ekstra om barmen.

Hvis du har brug for mere, så tag en større størrelse, og ret i stedet skuldrene (se Sysiden 18) og ryggen til, og lav en mindre barm-tilretning, hvis du stadig har behov for det.

Sådan laver du en stor-barm-tilretning på dit mønster:

Jeg viser her tilretningen på et helt enkelt forstykke. I Sysiden nr. 29 kan du se hvordan du kan justere tilretningen til når du arbejder med et mønster med overskæring.

Første del af stor-barm-tilretningen:

Først skal mønsterdelen klargøres. Du skal bruge mønsterdelen til forstykket:

Først skal vi have placeret brystpunktet på mønstret.
Hvis du har en prøveopsyning, kan du måle dig til hvor det er, men du kan også bare sjusse dig til det:
Min hovedregel er for str. 34-44: Brystpunktet er 8-10 cm fra midt-for og 4-5 cm nede under armhulen.
For større størrelser er det nærmere 11 cm fra midt-for og 6 cm under armhulen.

Markér brystpunktet med et kryds:

Tegn en linje, der er parallel med trådretningen, fra bunden af blusen og til brystpunktet. Tegn også en linje fra brystpunktet og til midt på skulderen:

Tegn nu en linje fra brystpunktet og til ca. 1/3 oppe ad ærmegabet. Og så to linjer mere, sådan jævnt fordelt, fra linjen du lavede før og til ærmegabet:

Jeg har markeret punkterne, hvor linjerne mødes med ærmegabet og skuldersømmen, med cirkler. Det er for at vise at det er pivot-punkter, som ikke skal klippes. Her skal papiret hængsle.

Klip nu fra bunden, over brystpunktet og op til, men ikke igennem, skuldersømmen. Klip fra sømrummet og til pivot-punktet i skuldersømmen, men ikke igennem.
Klip også fra første linje og ud til ærmegabet af de tre linjer du lavede før. Klip ikke igennem ærmegabssømmen.

Klip fra sømrummet i ærmegabet og ind til pivotpunkterne

Anden del af tilretning til stor barm:

Nu skal vi så i gang med at manipulere mønstret:

Tag nu et nyt stykke mønsterpapir.
Tegn 2 parallelle linjer, med den afstand, som du vil lægge til, fx 2 cm. Tape delen mod midt-for på den ene parallelle linje.

Læg den anden del sådan, at du får lagt brystpunktet på den anden linje:

Drej bundene ind mod hinanden, så de nogenlunde mødes.
Tape alting fast.

Nu skal vi bare have tegnet en ny bund op. Og det kan også være nødvendigt at tegne ærmegabet op igen, så det ikke er hakket:

Klip mønsteret til, og du er klar til at sy din tilrettede top!

Og færdigt arbejde!

Nu er du klar til at sy en top med plads til din barm!