Klar, Parat, SY – Det er s*tme godt produceret!

Sikke en velkomst programmet har fået. En blandet velkomst, kan man måske sige. Efter første afsnit blev sendt i sidste uge, har bølgerne i diverse sygrupper på Facebook gået højt. Og nogle synes programmet er skidt, andre at det er fantastisk. Men mange var nu enige om, at det var den forkerte der røg ud (men mon ikke det altid vil være sådan? Jeg er i hvert fald spændt på at  læse kommentarerne på udfaldet af episode 2!).

Min anmeldelse af episode 1 af Klar, parat, sy kan du se HER.

Tusind tak for alle kommentarerne – især var det jo spændende at få at vide, at deltagerne skulle sy den usynlige lynlås i uden særlig trykfod. Og i det hele taget – super fedt at høre høre fra Henrik og Kirsten! Tak fordi I tog jer tid.

Som du kan fornemme, er jeg ret begejstret for Klar, parat, sy! Formålet med sådan et program må være at underholde og at give seerne et indblik i syprocessen. Hvis der var lidt undervisning indlagt (som man f.eks. tit kan se i den britiske version) ville det heller ikke gøre noget. Men måske det kommer. Og jeg er gevaldigt underholdt!

 

NB! Advarsel – Læs ikke videre hvis du ikke vil vide hvad der skete i 2. afsnit af Klar, Parat, SY!

Her følger min anmeldelse af episode 2. (Hov, jeg skal lige skynde mig at sige, at jeg INTET har med produktionen af Klar, Parat, Sy at gøre. Jeg er bare en syer (og mønsterdesigner og sylærerinde) der har en blog, hvor jeg skriver om det.) Det er altså mine personlige meninger jeg skriver her. Bare så du er advaret:-)

 

Jesper og Jette - dommerne i Klar, Parat, Sy

Jesper og Jette – dommerne i Klar, Parat, Sy

Anmeldelse af episode 2 af Klar, Parat, SY!

Så var jeg klar i sofaen igen. Med et glas rødvin, denne gang og notatblok og Ipad’en indstillet til TV2 play. Og med den super fordel at jeg havde min mand hjemme og se programmet sammen med mig. Det er jo altid super når man har nogen, man kan kommentere til hen ad vejen.

Vi startede med at Lene gav en velkomst – og som intro til dagens episode sagde hun, at den tekniske opgave handler om perfekt pasform. Nå. Det synes jeg nu ikke man så noget til. Men mere om det senere…

 

Første opgave var nemlig et fastelavnskostume.

Åh. Det er jo en af mine hade-ting. Jeg hader at sy kostumer – og gør det helst ikke. Men jeg ved, at der faktisk er mange der kun syr, når de skal lave kostumer til ungerne. Så jeg synes, at det var en rigtig god opgave. Men jeg ville have faldet helt igennem der!

Opgaven var  at tage noget formløst (et pudebetræk, en t-shirt og et par joggingbukser, som alle skulle indgå i kostumet) og lave det om til et kostume med skarp og tydelig form fik vi at vide. Og dommerne sagde at de ville lægge vægt på kreativitet. Og det synes jeg faktisk også de gjorde.

Og så var der lige et historisk indslag, der sagde at det med at sy kostumer er en ældgammel udfordring (ældgammel – helt fra 1930’erne, gik de så videre med… ) og så viste de et interessant klip om at være husmor i 30’erne. Sikkert fordi de gerne ville vise bogen fra 1938 “Håndbog for nutidshjem”, (den gad jeg godt at se!) som bl.a. nævner at man kan spare mange penge på at sy. Det kan man som sådan ikke i dag, hvis det bare handler om at have tøj på kroppen. Men hvis det handler om  at have kvalitetstøj på – og man i stedet for at købe de dyrere designervarer  syr selv af kvalitetsstoffer – så kan man måske nok tale om at spare. Nå. Det var et sidespring.

 

klar parat sy kostume

Billedet er fra STOF2000’s Klar, parat, sy side. Jeg ved ikke rigtig om jeg må gengive det her – de opfordrer til at man deler billedet, men… Anyway. Jeg fjerner det, hvis de beder mig om det!

 

Deltagerne havde 2 timer. (2 timer! Arrrrgh!) til at lave et kostume til et barn de fik udleveret som model. Jeg ville skulle have brugt de 2 timer til bare at komme på idéen og ville aldrig nå at lave et rigtigt kostume på den tid,

Men det kunne deltagerne. De sketchede, talte med børnene og gik snart i gang. Der var havfruer, prinsesser, en joggingdronning (WTF?), en cheerleader, en brandmand (som i goblen, hvilket modellen havde lidt svært ved at forstå), en pirat og en skøn klovn. Nogle var bedre end andre.  Og nogle børn var mere samarbejdsvillige end andre. Stakkels Ida. Hendes model gav hende lidt kamp til stregen. Vi skreg af grin, da hun som svar på at han ikke ville være tyk svarede: “Du skal ikke være tyk, du skal bare fylde meget”. Sådan, Ida! Så fik vi sat ham på plads! Michael blev ved med at prøve at overtale sin model til at hun skulle være prinsesse. Han skulle måske have lyttet til hendes tvivl…

Igen, kan jeg ikke vise billeder af de færdige resultater. (TV2 og Stof2000. Lyt nu! Jeg er altså nødt til at have flere billeder at bruge til de her anmeldelser! Stram op!) men altså. Her er mine meninger:

Jeg var slet, slet ikke imponeret af prinsesserne eller havfruerne. Prøv at hør – prinsesser skal have kroner på! Var der ikke noget papir, de kunne have klippet en lille krone af? Susannes prinsesse lignede mere end party-pige fra 1920’erne (og det ville faktisk have været et meget federe kostume!) og Michaels patchwork-prinsesse var hmmm… formløs?

Til gengæld var jeg meget imponeret over Herborgs pirat! Det var edderbukme godt lavet. På 2 timer! Skægget var jo helt fantastisk. Og snørelukningen på uniformsjakken var genial. Og kraven. Skide godt! Hun var min favorit!

klar parat sy

Herborg og hendes pirat. Billede fra STOF2000.

Men jeg var altså også helt vild med Idas brandmand og med Henriks klovn. Så jeg var faktisk enig med dommerne! Og jeg kan godt li’ at de gav Henriks klovn førstepladsen! For det kostume var ikke alene flot og godt tænkt. Det var også godt og pænt syet (i hvert fald på ydersiden;-)). Og det var Herborgs pirat ikke så meget…

Piraten kom på andenpladsen og Ida og hendes brandmand blev nr.3. Det var jeg svært tilfreds med!

 

Anden opgave var en slå-om kjole i jersey

Og det var så den tekniske opgave. Deltagerne havde selv valgt mønstret til deres kjole og havde også haft mulighed for at øve sig på at sy modellen op derhjemme (deltagere fra Klar, Parat, Sy: Hvor lang tid havde I til at øve jer? En dag? En uge?) . Og det hjælper selvfølgelig en hel del. Men 3 timer er immervæk ikke længe til at sy en slå-om kjole, så den ikke har fejl. Og man kunne da også tydeligt mærke at deltagerne var pressede.  Lige til kanten!

Nu er jerseymodeller – og især jerseykjoler – jo det jeg elsker mest at sy. Og jeg havde personligt ikke syet ret længe før jeg købte mig en brugt overlocker. Så måske er det lidt svært for mig at sætte mig ind i at det at sy på overlocker skulle være så stort et problem. Men tror I ikke at de har været lidt uheldige med deres maskiner? Eller har de bare ikke fået trådet dem rigtigt mellem spændingsskiverne? For der var da godt nok en del bøvl.

Herborg var helt lost og måtte hive Klaus (som faktisk havde nok at gøre med at prøve at klare sin egen opgave) hen og hjælpe sig. Og han kunne jo ikke sige nej. Og Karin var så frustreret at hun græd. Det var synd.

klar, parat, sy Karin

Karin og hendes noget irriterende overlocker.

Men resten af maskinerne kørte vist meget fint. Men altså.

Nu skulle deltagerne jo arbejde med snitmønstre. Og så kom Karin med en super udtalelse, som jeg synes er så rigtig:

Snitmønstre er generelt som madopskrifter – man starter med det som udgangspunkt, og laver det om derfra.

Netop! Det er netop på den måde, jeg synes, man skal bruge snitmønstre. Som udgangspunkt! Det er også derfor jeg elsker at undervise i hvordan man selv designer ud fra et grundmønster!

Nå. Men de kom jo igennem de tre timer. Ida med en del stress – hun kom bla. til at sy to dele forkert sammen (Åh, det har jeg også prøvet!) og nåede ikke at lægge kjolen op inden afleveringen. Og Klaus, som ellers følte sig godt med, fik skåret hul i halsudskæringen, havde bøvl med ribkanten og nåede vist heller ikke at presse kjolen.

Men helt ærligt. Jeg synes at næsten alle kjolerne var rigtig pæne. Faktisk overraskede Michael mig meget – han kunne jo godt sy en pæn og anvendelig kjole!

Men mine favoritter, som sjovt nok var meget i den samme stilretning, var Idas (på trods af hun ikke nåede oplægningen) og Kirstines. Begge rigtig fine draperede kjoler. Med lækre detaljer. Jeg var helt vild med de fine stukne læg i Kirstines kjole. Desværre var der gået et eller andet skidt med sidesømmene ved hoftebuerne – de så helt mærkelige ud. Så det var nok derfor hun ikke kom med på top 3.

Dommerne voterede, og kom med dommen. Herborgs grønne slå-om med “læder” detaljer fik en 3. plads, Henriks med blondeoverlag fik en 2. plads og Ida kom på førstepladsen! Yay!

Idas kjole klar, parat, sy

Vinderkjolen. Den er fin!

 

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg synes om Herborgs kjole. Jeg synes egentlig at “læder” detaljerne er ret cool. Men sløjfen, hun havde sat på, for at skjule det hul hun havde fået lavet i kjolen da hun ikke kunne styre overlockeren, hørte ingen steder hjemme. Jeg var heller ikke vild med Henriks kjole. Men det var nok en smagssag. Den der blonde synes jeg ikke rigtigt passede med jerseyen. Og han kunne godt have presset sømmen ordenligt (vi ved han kan!).

På min sidsteplads var Klaus’ kjole. Og så var jeg tilgengæld enig med dommerne igen. Det var ærgeligt at han ikke fik den presset og gjort færdig – og at ribkanten så så skidt ud!

 

Og så skal vi til det igen…

Ja. Så røg Klaus ud.

klar parat sy Klaus

 

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg synes om det. Altså. Hans kjole virkede jo ikke – så det var jo fair nok. Især fordi Michael, som jeg havde tippet på skulle afsted, jo faktisk leverede en OK kjole. På den anden side kan han jo så meget mere end hvad han viste i dette program – det så vi jo i første episode!

 

Jeg er altså helt vild med programmet! Og dets formål!

Jeg var så godt underholdt! Og selv min mand, som jo absolut ikke er specielt interesseret i syning, fulgte med og havde sine meninger om hvem der skulle vinde.

Se DET er godt produceret fjernsyn. Godt klippet. Godt fortalt.

Så kan vi have vores meninger om at producerne godt kunne have indlagt mere lærdom. Men hvis vi ser på det fra vores (altså alle os syinteresseredes) synspunkt – så må et af formålene med denne her udsendelse jo også være at få udbredt interessen for syning! At få vist at det ikke er noget ældgammelt tørt og støvet noget. Men faktisk er en interessant og kreativ hobby, som også yngre cool mennesker går op i!

Det vil jeg i hvert fald gerne at det er med til. For hvis den her udsendelse kan få nye mennesker til at få lyst til at prøve at sy deres eget tøj. Til at stille spørgsmålstegn ved kvaliteten i lavpris-moden. Til at efterspørge ordentlige stoffer og ønske at lære de gamle (og nye) teknikker. Og være kreative og designe deres eget tøj. Så overlever håndværket også. Og det gider jeg godt!