Sådan syr du med tvillingenål i jersey – og får et godt resultat!

Åh, det er så irriterende!
Kender du det her? Du har syet en super lækker jersey-kjole eller måske en fantastisk flot jersey-top. Det helt rigtige stof, lækre detaljer – fin pasform. Nu er du næsten færdig, men skal bare lige have lagt den op så den har den helt rigtige længde.

Tvillingenål oplægning MariaDenmark

Du prøver flere forskellige muligheder, men enten ruller sømmen op på en rigtig ucharmerende måde eller også ser det bare dumt ud. Eller også er det pænt, men sømmen springer, første gang du prøver toppen på. Og du tænker: AAAAArgh! Og overvejer om du alligevel skulle investere 5000 kr i en maskine der bare kan det der med oplægning af jerseystoffer…

Men du har nu også en del muligheder med sådan en hel almindelig symaskine:

  1. Du kan sy en helt almindelig ligeud-søm. Fordel: Det er hurtigt og kan være pænt – hvis den er lige. Ulemper: Du kan risikere at sømmen ruller op.  Og hvis du kommer til at hive i sømmen – f.eks. når du tager tøjet på – kan du nemt komme til at springe stingene, så sømmen simpelthen falder ud igen.
  2. Du kan sy en zigzag søm. Fordel: Det er hurtigt og sømmen vil være nogenlunde elastisk – sådan så at du kan få toppen på uden at hive sømmen i stykker, hvis du er opmærksom på ikke at overstrække sømmen. Ulempe: Det ser ikke så professionelt ud – og du kan stadig risikere at nogle stoffer  (især nogle kvaliteter af bomuldsjersey) vil rulle op.
  3. DU kan sy en tvillingesøm med en speciel tvillingenål. Fordel: Hvis det lykkes, får du en pæn, professionelt udseende søm, der er elastisk nok til at du kan hive i den uden at den springer. Den har også tyngde nok til at stoffet ikke ruller op. Ulempe: Det kan være frustrerende og tidskrævende at få sømmen til at blive pæn.

 

I dag vil jeg vise dig hvordan du kan få et godt resultat når du syr jersey med tvillingenål -så du får en elastisk søm, der ser professionel ud – hvis den er lavet ordentligt – men som stadig har en elasticitet. Helt uden en coverstitch maskine!

Men først: Hvad er en tvillingenål?

En tvillingenål,  eller en dobbeltnål, er en nål, du kan sætte i maskinen, så du kan sy med 3 tråde på en gang med en hel almindelig symaskine (selv gamle symaskiner, der måske kun har lige-udsøm kan muligvis godt sy med tvillingenål. Det kræver bare at der er en ekstra trådrulleholder med til maskinen. Min allerførste maskine – som vel var fra ca 1960 –  som jeg arvede efter min søns oldemor, kunne kun lave en almindelig ligeud-søm. Og det er muligvis den maskine jeg har prøvet, der lavede den allerbedste tvillingesøm!).

Når du syr i stretchstoffer eller strikstoffer skal du bruge en stretch tvillingenål. Den har en let afrundet spids (men det er altså ikke til at se med det blotte øje) der glider gennem maskerne i stedet for at skære dem over. Tænk på en nylonstrømpe hvor maskerne er løbet – så kan du forstå hvorfor det ikke er smart at maskerne i det strikkede stof bliver skåret over.

stretch tvillingenål mariadenmark.dk

Trådning af tvillingenål:

Når du skal tråde en tvillingenål, er der ingen vej udenom: Du skal have manualen til din symaskine frem, og kigge i den. Der er nemlig stor forskel på hvordan de forskellige maskiner (selv inden for samme mærke) sal trådes med de to tråde, så du får en god, pæn, elastisk søm.

F.eks. skal trådene i min nuværende maskine (min Pfaff Ambition) faktisk fuldstændig samme vej. De skal følges ad hele vejen gennem spændings-skiver og trådholdere indtil de skilles ad ved nålene. Men på en anden maskine jeg har, skal trådene igennem hver sin spændingsskive. SÅ tjek manualen. Kan du ikke finde den (heller ikke online) er der jo ikke andet for end at prøve sig frem. Men jeg anbefaler altså manualen!

Og i øvrigt – hvis sømmen driller, så dobbelttjek først trådningen. Da jeg skulle tage billederne til denne artikel, var trådene i første omgang ikke ordentligt nede mellem spændingsskiverne. Og jeg har altså trådet den her maskine mange, mange gange. Så det kan nemt ske!

 

Trådspændingen

Nu kommer vi til det spændende og eksperimentelle! Vi skal nemlig finde ud af, hvilken trådspænding der passer lige nøjagtigt det stof og den tråd du bruger.

Du skal bruge en eller flere rester af det stof du skal sy med. Og så skal du selvfølgelig have trådet din maskine med to ruller tråd. Brug helt almindelig undertråd. (Der er nogle der siger at man får et meget bedre resultat, hvis man bruger Wooly Nylon tråd i undertråden. Jeg har aldrig prøvet det – mest fordig jeg ikke lige har kunnet finde noget Wooly Nylon herhjemme, men som jeg skriver dette er jeg i USA, og her er det meget mere almindeligt, så jeg køber noget med hjem og prøver det af – jeg skal nok dele resultatet!) Sæt stinglængden til 3 (altså en anelse længere end normalt. På nogle maskiner ser det bedre ud med en længde på 3,5. Prøv dig frem!)

Start med at sætte trådspændingen på standardspændingen. Dvs. den spænding du normalt bruger når du syr, eller som manualen anbefaler. På min maskine er det 4.

I eksemplet herunder, er stoffet en lækker viscose-jersey og stinglængden er sat til 3. Jeg har syet fire prøver med trådspændingen sat til hhv. (fra venstre) 6, 3, 2 og 4.

tvillingenål trådspændning MariaDenmark.dk

 

Det er faktisk lidt utydeligt på billedet, men måske kan du alligevel fornemme det:

Ved syningerne hvor trådspændingen er relativ høj (6 og 4), laver stoffet ligesom en tunnel mellem de to tråde. Til gengæld er sømmene super elastiske! (det kan du selvfølgelig ikke se, men det skal du lige efterprøve på stofprøven ved at strække den ud!)

Ved syningerne hvor jeg har sænket trådspændingen (til 3 og 2) ser alting meget bedre ud (ingen tunnel!). Til gengæld er sømmene ikke elastiske nok, og når jeg strækker den for meget ud, knækker tråden simpelthen. Det går jo ikke!

Så nu har vi et dilemma. Hvad vil vi helst have? En pæn søm, eller en søm der er elastisk?

Nu viser jeg dig hvordan du kan få begge dele: Elasticitet OG pæn søm!

Hemmeligheden er simpelthen vlieseline! Det skal selvfølgelig være en tynd og strækbar vlieseline, så den passer til stoffet. Jeg bruger den tyndeste stræk-vlies jeg kan finde, og klipper strimler på ca 2 cm af den. Og så presser jeg vlieselinen på vrangsiden af sømmen. (Jeg kan ikke understrege det nok: Prøv på en stofprøve først så du er sikker på at strygejernets temperatur passer til dit stof og vlieselinen! Til viscosejersey, bruger jeg typisk indstillingen til Silke (det er i den lave ende af 2 prikker).)

vlieseline på sømmen mariadenmark.dk

Stryg altså vlieseline på bagsiden af sømmen, pres sømmen op, og sæt så gang i din tvillingenål (igen – prøv på en stofprøve med vlieseline, før du går i gang med din kjole!). På eksemplet herunder har jeg brugt samme stinglængde (3,5) og trådspænding 5 på to stofprøver – den ene med vlieseline og den anden uden. De er begge elastiske og der er ingen tvivl om, at den prøve med vlieseline på, ser langt mere professionel ud!

søm tvillingenål mariadenmark.dk

Prøv selv! Jeg tror du vil blive rigtig glad for de sømme du syr med tvillingenålen nu!

 

Vil du lære flere tips og tricks til jersey-syning?

Så kan jeg anbefale mit online-kursus “Lær at sy dit eget tøj“, som er målrettet til begyndere (og også mere øvede) syere, der gerne vil lære en masse tips og tricks der giver gode resultater.