Tilretning: Fjern folderne på ryggen

Sådan får du folderne på din kjole væk

Prøv at stil dig med siden til et spejl. Eller få en til at tage et foto af dig fra siden. Er din ryg lige? Altså – helt lige? Eller har du kurver, sådan at du nærmest er formet som et S?

Det har de fleste kvinder faktisk
Så derfor kan det jo undre en, at mange tætsiddende kjolers bagstykker er formet helt lige… (undtagelser er fx MariaDenmark 407 – Annika-kjolen og Kjolen i Sysiden #23)

For det, der sker hvis du har former, men tager en kjole på, der har en lige bagsøm, er dette (bare lidt værre, fordi denne bagsøm faktisk er formet lidt):

Stoffet vil lægge sig i folder på tværs af ryggen – på en ikke særlig flatterende måde.

Nå men, det er heldigvis nemt at fixe i mønstret.

Sådan fjerner du folderne på ryggen

Tag din kjole (prøveopsyningen) på. Lav en fold på midt-bag, så kjolen bliver glat (og sidesømmene lige) og sæt en nål, der holder folden på plads.

Tag prøveopsyningen af og find dit bagstykke frem.

bagstykke til jerseykjole

Her viser jeg teknikken på et bagstykke til en jerseykjole med lige midt-bag-søm

Først skal du finde ud af hvor på mønstret, din tilretning skal være. Altså hvor på ryggen, du har for meget stof.

Start med at markere nålens placering på begge sider af dit stof. Fold stoffet ud og mål så afstanden mellem de to markeringer samt deres placering fx i forhold til taljelinjen. Du kan bare måle på stoffet og overføre det til mønstret.

 

Markeringer på bagstykket

Tegn de to markeringer ind på mønstret ved midt-bag.

Overfør placeringen af nålen og hvor meget du har nålet væk, til bagstykket på midt-bag

Find midten mellem de to punkter og tegn en linje fra midten over til, men ikke igennem, sidesømmen.

Tegn også linjer fra de to markeringer over til samme punkt i sidesømmen.

Tegn linjer over til sidesømmen

Lav tilretningen:

Klip langs den ene linje hen til sidesømmen, men ikke igennem.

klip langs den ene linje hen til sidesømmen, men IKKE igennem

Klip også fra sømrummet til sidesømmen, men ikke igennem. Så har du et lille hængsel af papir på sidesømmen og kan rykke på delene.

Klip fra sømrummet og til, men ikke igennem, sømlinjen

Lad nu bagstykket overlappe i klippelinjen, sådan at det overskydende stof kommer væk.

Læg de to markeringer over hinanden, så papiret overlapper. Sæt et stykke tape.

Så mangler du bare at rette trådretningen op og evt at udjævne sømlinjen, så den ikke er hakket. Trådretningen skal være vinkelret på bunden af kjolen.

Ret trådretningen op, og udjævn sømlinjerne, så de ikke er hakkede.

Bum.

Næste kjole du syr, vil være uden folder.

P.S. Du behøver faktisk ikke at sy en prøvemodel pga ryggen hver gang du skal sy en ny model. Hvis du fx har fundet ud af at du skal fjerne 3 cm når der er en lige søm i jersey, så kan du godt regne med at det også gælder næste gang.

P.P.S. Vil du have flere tilretningstricks? Så kom med på sykursus. Der er både aftenhold og weekend-workshops. Find dit sykursus, og få styr på hvilke tilretninger du skal lave, HER